top of page

Workshop om vidensmobilisering

Vil du gerne opnå en større indsigt i, hvordan du konkret kan arbejde på at få din forskningsviden omsat til praksis og forstå muligheder og barrierer for dette? Så er en workshop om vidensmobilisering faciliteret af VID startskuddet for dig. 

Hvad er vidensmobilisering? 

Det er muligt at omsætte forskningsviden på mange måder. Vidensmobilisering er et paraplybegreb, der dækker over en række aktiviteter, man kan benytte sig af for at udbrede, omsætte og implementere forskningsviden. Vidensmobilisering omfatter forskellige typer af formidling fx via undervisning og efteruddannelse, og det kan foregå igennem netværk og samskabelse med relevante aktører.  

 

Workshop om vidensmobilisering 

VID tilbyder to typer workshops om vidensmobilisering. 

  1. Bliv klogere på vidensmobilisering  

Denne workshop er målrettet grupper på minimum 10 forskere, der sammen ønsker en introduktion til vidensmobilisering. Vi drøfter, hvordan forskningsviden kan mobiliseres med udgangspunkt i det almenmedicinske miljø, forskellige former for vidensprodukter og arketyper af vidensmobilisering, samt undersøger  barrierer og muligheder, når man ønsker at omsætte forskningsviden til praksis. 

Læs mere om udbyttet af sådan en workshop her: https://www.vidap.dk/vm2024.   

 

  1. Vidensmobilisering på dit forskningsprojekt 

Skal du starte et forskningsprojekt op, og ønsker du at arbejde målrettet og strategisk med at omsætte den forskningsviden, som dit projekt tilvejebringer, så er denne workshop relevant for dig. På workshoppen får du overblik over muligheder for at mobilisere viden fra dit specifikke projekt, og støtte til hvordan du kan planlægge at mobilise din forskningsviden. 

 

 

Hvad indeholder en workshop om vidensmobilisering konkret? 

Uanset om I ønsker en workshop om vidensmobilisering generelt eller målrettet et konkret forskningsprojekt, så kan følgende emner tages op: 

  • Tiltagende ønsker om, at der skabes impact af forskning.   

Indflyvning til emnet og motivation til at rette fokus mod impact og klinisk forankring af forskningsresultater: Vi ser i disse år et tydeligt og tiltagende ønske/krav om, at der skabes impact af den forskning, der bedrives på de danske forskningsinstitutioner. Signalerne kommer fra universiteterne, fonde, politisk og fagpolitisk side. Styregruppen for forskning under Fonden for Almen praksis har samme fokus i deres succeskriterier.   

  

  • Arketyper indenfor formidling  

I litteraturen er der beskrevet forskellige ’Arketyper’ indenfor vidensmobilisering. For eksempel ’vidensproduceren’, ’netværkeren’ og ’advokaten’. På en workshop kan disse arketyper gennemgås, og vi sætter fokus på, hvordan I hver især arbejder med vidensformidling i dag og inspirerer til nye perspektiver på og former for  vidensmobilisering. 

  

  • Barrierer for vidensmobilisering.   

Udfordringerne med at implementere og omsætte forskningsviden til praksis har medført stor forskningsaktivitet for at forstå de barrierer, der spænder ben. På en workshop om vidensmobilisering kan vi dykke ned i denne forskning, kombineret med erfaringer fra forskere og  i det danske almenmedicinske miljø. Bliv bevidst om, hvilke individuelle og organisatoriske udfordringer og barrierer, du kan møde, og barriererne set fra modtagerens perspektiv.  

  

  • Hvilke ressourcer har gruppen tilgængelig til formidling?   

Vidensmobilisering kræver ressourcer, både i forhold til tid og kompetencer. På en workshop kan vi drøfte, hvad jeres ambitioner og muligheder er, både økonomisk og i forhold til, om gruppen besidder de nødvendige kompetencer, for at gennemføre de ønskede handlinger, eller der er behov for at hente kompetencer ind udefra.  

  

  • Kanaler og formater – fra VIDs hjemmeside   

Der findes et hav af mulige kanaler og formater, som I kan tage i brug, når I skal formidle jeres forskning. Vi går her på opdagelse på VIDs hjemmeside og udforsker mulige kanaler og formater både i og uden for det almenmedicinske miljø, og drøfter hvilke kanaler og formater, der med fordel kan benyttes, afhængig af modtager og budskaber. 

  

  • Målgrupper  

I kan have forskellige målgrupper, som skal aftage jeres viden. Vi indstiller kikkerten på hvem jeres målgrupper er. Jeres målgrupper har ikke nødvendigvis de samme behov og præferencer for formidling. Ved at have et overblik over jeres målgrupper, kan vidensmobiliseringen i højere grad målrettes netop disse.   

  

  • Katalog af ressourcer på VIDs hjemmeside   

På VIDs hjemmeside kan I finde forskellige ressourcer, som I kan bruge i jeres arbejde med vidensmoblisering. Vi introducerer her “Guiden til det almenmedicinske miljø” samt forskellige ressourcer, som I kan bruge i planlægningen og udbredelse af viden.  

  

  • Hvilken type viden skal mobiliseres – og hvorfor?   

Vidensmobilisering kan have flere forskellige formål, f.eks. at skabe synlighed om forskning, informere en målgruppe, ændre holdning hos en målgruppe eller ændre adfærd hos en målgruppe. Ved at være opmærksom på formålet med jeres vidensmobilisering, og hvordan forskellige typer af viden egner sig til at opfylde dette formål, kan I målrette jeres indsats.  

  

  • Brug forskellige argumenter strategisk!   

Jeres samarbejdspartnere og målgrupper italesætter muligvis centrale emner forskelligt og bringer forskellige argumenter og synspunkter ind i forskellige debatter. Eksempelvis kan patientforeninger, universiteter, kommuner, hospitaler, almen praksis og medicinalindustrien have meget forskellige tilgange og dagsordner. Det kan være hensigtsmæssigt at gøre sig bevidst om, hvordan jeres samarbejdspartnere italesætter “jeres emne”, så det bliver tydeligt for jer, hvordan en dialog og et eventuelt samarbejde kan fremmes.

Hvordan bestiller jeg en workshop? 

Du bestiller en workshop om vidensmobilisering ved at skrive en kort mail til VID på info@vidap.dk.  

  • Hvad er dit navn? 

  • Hvad handler dit forskningsprojekt om? 

  • Hvilke fokus ønsker du på workshoppen? (se listen ovenfor eller andet)​​

 

Dernæst kontakter vi dig hurtigst for at høre nærmere. 

Tilmeld dig VIDs nyhedsbrev

  • LinkedIn

VID © 2025

LOGONEG.png
bottom of page