Forårsseminar 2024
VID afholdte et forårsseminar den 7. marts 2024 i Odense, med titlen:
Når vi prioriterer alt, prioriterer vi intet
I alt deltog 60 personer med bred repræsentation fra forskning-, efteruddannelse-, kvalitetsudvikling og fagvidenskabelige organisationer.
Formålet med VIDs Forårsseminar 2024 var at give en ny forståelse af de praktiserende lægers udfordringer med at prioritere i klinikken og at give en større forståelse af de muligheder, der er for at understøtte prioritering i almen praksis.
Dagen bød på oplæg, som havde til formål at belyse arbejdet med prioritering fra et samfundsmæssigt-, politisk-, klinisk praksis niveau. Mireille Lacroix, praktiserende læge og næstformand for PLO, Hans Christian Kjeldsen, praktiserende læge og Mads Koch Hansen, læge, rådgiver og ledelsescoach havde bl.a. følgende budskaber:
-
Prioritering tænkes ind i overenskomsten i forhold til lægedækning, kontinuitet og behandling i nærmiljøet samt kontaktformer og tilgængelighed
-
Vi kan understøtte prioritering ved at styrke borgeres egenomsorg samt ved øget samarbejde med bl.a. kommuner og apoteker
-
Vi skal turde at se på, hvilke opgaver der kan flyttes ud af almen praksis.
En paneldebat blandt oplægsholderne samt repræsentanter fra kvalitetsenhederne, PLO-e, DSAM og forskningsenhederne, som blev modereret af Jens Søndergaard, forskningsleder ved Forskningsenheden for Almen Praksis i Odense, bidrog også ind i debatten
Dagens fulde program kan ses her.
Evalueringen af dagen viste, at mere end 80% af deltagerne mente at dagen i høj grad eller i nogen grad bidrog til forståelsen for praktiserende lægers udfordringer med at prioritere, og til at understøtte de praktiserende lægers arbejde med prioritering.