top of page

Ny ydelse 2150 - opsporing af somatisk sygdom hos personer med svær psykisk sygdom

Patienter med alvorlige psykiske lidelser lever i gennemsnit omkring 15-20 år kortere end den resterende befolkning, og deres livskvalitet er markant nedsat.

En lille del af løsningen på dette komplekse problem kan være en længere konsultation i almen praksis, som blev indført med OK22. En konsultation, hvor lægen har bedre tid til at møde, undersøge og ikke mindst skabe en relation til patienten. Det viser forskning fra SOFIA-studiet.

VID bidrager i dette initiativ til at implementere den nye konsultationsform gennem fire indsatser:

1. Podcasts: Hvordan kan du som praktiserende læge bruge ydelse 2150? Hvorfor lever patienter med svære psykiske lidelser kortere? Det kan du høre om i to podcasts produceret i samarbejde med Månedsskrift for Almen Praksis. Find podcastene her.

2. Overblik over patienterne: Initiativet skal sikre bedre mulighed for, at almen praksis så let som muligt kan identificere og opsøge patienter med alvorlige psykiske lidelser via de gængse elektroniske journalsystemer.

3. Efteruddannelse: Initiativet identificerer kursustilbud til almen praksis, hvor det kan være relevant at inkludere ny viden fra SOFIA-studiet og undersøger muligheden for at implementere denne viden i kurserne.

4. Konference: Forskning fra SOFIA-studiet indeholder en lang række indsigter, som kan være nyttige for en bred kreds af aktører og beslutningstagere omkring almen praksis. Derfor er VID med til at arrangere en konference, der kan udbrede viden fra forskningen, understøtte dens implementering og sætte forskningens implikationer til debat. Konferencen finder sted den 7. september 2023.
 

Desuden evaluerer VID, hvor ofte den nye konsultationsform benyttes i landets regioner.
 

Samarbejdspartnere: Forskningsenheden for Almen Praksis i København, KAP-S, MidtKraft, Månedsskrift for Almen Praksis.
 

Kontaktperson: Sune Holm Pedersen, shp@vidap.dk
 

Læs mere om SOFIA-studiet her.

bottom of page